Nyheder fra børn midt i en Corona-epidemi. Vores corona-korrespondenter rapporterer om danske børns hverdag i hele verden. 

VI SØGER REPORTERE -  Optag en lydreportage på 3 minutter med nyheder fra din dag.

Du kan bare optage på en telefon eller ipad.
Fortæl hvem du er, hvor gammel du er, hvor du bor henne og hvilken dato det er.
Fortæl om hvad du laver?
Fortæl om hvordan du har det?
Lav måske et interview med din familie
Optag gode lyde, som du kan finde omkring dig
Du må gerne fokusere på det, som er specielt i DIT liv. Er din mor fx gravid og bekymret? Har du en hund, som du går tur med? 
Bor du på en ø? 

Skriv til os, hvis du har en god ide
Send lyd og billeder til:  coronaforborn@rakkerpak.nu



Vores reportere:


 Hej, jeg hedder Amina og er 12 år gammel. Jeg bor på Østerbro og vil
gerne fortælle lidt om, hvad jeg bruger min tid på, mens vi er hjemme
fra skole. Jeg savner allermest mine venner, men er glad for at lytte
til min yndlingssanger Yungblud og at være kreativ og tegne og male.
Pas godt på jer selv og hinanden. Kram på afstand fra Amina. Lyt med i Episode 12.

Lyt til Einar og Sigrids afsnit af Corona For børn her

Der var engang en pige
Og pigen det var mig

Hun havde en tanke
Hun ville sige til dig

Tanken handler om tiden der går
Det her er et mærkeligt forår

Tiden plejer at flyve afsted
Man kan slet ikke følge med

Nu er den næsten gået i stå
Hvad er det egentlig tiden ikke kan forstå?

Hvorfor går tiden så stærkt når mig og Ella leger
Og snegler sig afsted når intet er som det plejer

Det burde være omvendt – hvor svært kan det være
Der skal være god tid til det sjove
Og kort tid til det svære

Edith fra Sydhavnen i København. Mine Coronauger - dag 1: Det var onsdag aften. Jeg kunne ikke sove, min mor og far var ude i stuen og så TV, det var nyhederne de så. Det var nogen som snakkede om coronavirus, og jeg kendte godt den virus, der var startet i Kina. Nu kunne jeg ikke ligge i min seng længere, så jeg gik ud til min mor og far. Det var statsministeren i TV'et som sagde at vi ikke skulle i skole i næste uge men hvis vi havde mulighed så skulle vi blive hjemme allerede imorgen, og det havde vi, så vi blev hjemme torsdag og fredag. Om torsdagen legede mig og min lillesøster sammen næsten hele dagen. Om fredagen skulle vi over på skolen selvom vi skulle blive hjemme men vi skulle ikke blive der, vi skulle bare hente bøger til når "coronaugen" startede, som jeg kalder det.

Idag er det mandag og alle skoler i Danmark er lukkede. I Sverige hvor noget af min familie bor går de helt normalt i skole/på arbejde. I formiddags gik min farmor, lillesøster og jeg en tur med en sød hund der hedder Nuuki. Da vi kom hjem hjalp jeg min lillesøster med hendes lektier. Det var hyggeligt.


Vitze, 9 år fra København har skrevet et digt: 

Jeg strikker et halstørklæde: Ret og vrang

Min mor sidder ved klaveret og synger en sang

Jeg skriver mit navn på næsten alle sprog

Min mor sidder og læser en bog

Jeg folder en blomst af papir

Min mor hun siger, hun bliver

skør hvis hun ikke løber en tur

Det må hun gerne – jeg tar mig en lur.

Vi skal ikke skynde os med noget

Det gør ikke spor, tiden er gået

Eskild ser en serie

Det er næsten som en ferie

Måske kan mit halstørklæde nå hen til far og tilbage

før end jeg er færdig med karantænedage



Hej fra Afrika, Jeg hedder Solveig, jeg er 11 år gammel og bor i Burkina Faso. Her går jeg på den internationale skole som nu er lukket ned efter syv er blevet smittet med Corona virussen. Heldigvis er der ikke nogen af de smittede der går på skolen, derfor er jeg ikke specielt bange for denne virus endnu. Da jeg først hørte skolerne her skulle lukkes ned kunne jeg ikke se hvorfor dette skulle være nødvendigt, eftersom syv Corona smittede ikke er specielt mange, og slet ikke i forhold til Danmarks 800+. Men når man tænker på at sundhedssystemet i Burkina Faso ikke er særligt godt, at de fleste ikke har adgang til en læge, og at mange ikke har noget hus at sætte sig selv i karantæne i hvis de nu skulle blive smittet, så er det måske slet ikke så dårlig en ide. Vi har snart forårsferie her og mange af mine venner havde planlagt at tage på ferie i udlandet, men efter Corona virussen har spredt sig i verden, er der nærmest ingen der rejser alligevel. Alle går nu fuldstændigt amok med at vaske hænder, ikke at give hånd, og prøve på ikke at dele noget mad. Gad vide hvordan et par uger med online skole kommer til at være.


Silke 5 år, fra Aalborg. Her i Aalborg er der influenza. Det er faktisk ikke en influenza. Det hedder Corona-virus. Jeg plejer at være i børnehave og lege og sådan noget. I stedet for har jeg skændes med min mor. Og jeg har været herhjemme. I går kørte jeg en tur på rulleskøjter med min mor. Vi mødte ingen mennesker. I dag har vi været nede i fakta for at købe fredagslik. Men der var hegn for, så vi ikke kunne købe fredagslik. Der var sådan noget plastik, som var sat op foran bland-selv-slikket. Altså, vi købte poser i stedet for. Jeg har ikke leget med nogle legekammerater på grund af influenza. Det er fordi, den er farlig. Man kan dø. Jeg kan ikke dø. Det er de gamle mennesker. Men ikke farfar. Vi kan heller ikke tage over på min rideskole og passe min kanin. Min mor siger at kaninerne ikke kan dø. Hende, der passer hele rideskolen, passer dyrene. Jeg leger med mit dukkehus og fortæller dukkerne, at man skal vaske fingre. "Der er kommet en influenza", siger jeg til dem. 

Hej mit navn er Max. Jeg bor i Norge i Trondheim. Vi flyttede her til fordi min far pendlede til Norge fra Danmark (pendle betyder at man flyver fram og tilbage fordi man arbeider i et andet land). Nu har vi boet i Norge i litt over to år og jeg kan snakke flydende norsk. I Norge Har de mange forskellige dialekter og jeg snakker trøndersk fordi det er det de snakker her oppe hvor jeg bor. Jeg er 12 og bor med min lillesøster Ellie som er 8 år. Og på fritiden plejede jeg at spille fodboldt, danse freestyle og gå til guitar. Nu er alt lukket ned

Det jeg oplevede i butikken i går; Af Bion Freyr Smilsen Da jeg kom ind i butikken var det næsten helt stille, det var det faktisk. Der var heller ikke mange i butikken. Der var heller ikke mange ting af mad. Det var ikke helt som det plejede, det var heller ikke helt lige så hyggeligt som det plejede. Jeg synes det er hyggeligere når der er flere mennesker til stede. Jeg synes heller ikke der var så mange biler der kørte. Jeg var det eneste barn der var i butikken, det var meget kedeligt. Hvis jeg skal være helt ærlig så synes jeg at coronavirussen aldrig skulle have været opstået. Der hvor jeg bor er det en meget lille by, men jeg bor lidt udenfor byen, ned af en lille grusvej. Egentligt er det meget nederen at man ikke kan komme i legeland og lege, det var meget hyggeligere før coronaen var opstået. Jeg vil gerne sige til jer, andre børn, at der er meget lille sansynlighed for at i får den. Men det vil kun være gamle og svage og rigtig syge der vil få den og måske vil dø hvis de får den. Ikke jer, hvis i får den. Det betyder at vi ikke kommer i skole, for hvis vi er mange samlet og der er bare er en der er syg, så bliver vi alle sammen syge. Eller bare har bakterier på hånden og giver et håndtryk. Så gå IKKE ud med mindre i skal købe ind! Vi skal nemlig passe på, at de gamle og svage ikke bliver syge. Så det er bedst hvis man ikke besøger dem, så kan den person nemlig godt få en sygdom. Det er også derfor jeg ikke skal ind til min mors mormor i dag. Hilsen Bion. Jeg laver en ny rapport i morgen

"Jeg er ikke bange for coronavirus",  af Selma. Jeg hedder Selma jeg er 9 år og jeg bor på Østerbro. Jeg har interviewet min lillebror August og hans bedste veninde Kamille. De er begge to 7 år og går i 1. klasse på Skolen på Strandboulevarden.
Er I bange for Corona? -Nej
Hvad skal I lave de næste to uger? -Playstation, spille kort og lave lektier
Er I bekymret for nogle i familien? -Nej
Hvad ville du gøre hvis du fik Covid-19? -Ved det ikke

Jeg er heller ikke bange for Corona. Jeg har fået nogle lektier for af skolen så i de næste to uger skal jeg lave lektier og hygge. Først på Østerbro med min far og så skal jeg i sommerhus med min mor og min mormor og morfar. Og min bror selvfølgelig. Jeg er ikke bekymret for nogle i min familie. Hvis jeg fik Covid-19 ville jeg ikke gøre så meget andet end at blive hjemme og så ikke gå ud.